Danske Best Farm introducerer to verdensnyheder, der kan reducere dødeligheden blandt pattegrise med 40-50 pct. Der sker på Nutrifair Messen i Fredericia d. 17.-18. maj.
Det nyudviklede og patenterede produkt Pig-LET Starter har i test vist, at den kan hjælpe med at nedbringe pattegrisedødeligheden 40-50%. Flere svineproducenter har allerede afprøvet produktet med stor tilfredshed.
– Der et stort potentiale for at nedbringe pattegrisedødeligheden, når vi kigger på de pattegrise, som er i live 15 minutter efter fødslen, siger Lars Brunse, opfinder og direktør i Best Farm.
En undersøgelse fra SEGES viser, at 77 pct. af de pattegrise, som bliver klemt ihjel, har tomme maver. Det viser, at de er sultne og søger soen. Samtidig mangler der patter i ”restauranten” til alle pattegrisene.
– Der foregår et stort arbejde blandt so-producenterne for at pattegrisene skal overleve, men en bedre løsning mangler, er min erfaring fra mange besøg hos danske svineproducenter, uddyber Lars Brunse.
Tidligere produkter på markedet, kunne ikke bruges inde i ”hulen”, da grisene ville svine og skabe fugtproblemer. Mælken ville desuden blive sur og derved uinteressant for pattegrisen. Derfor introducerer Best Farm en løsning, som fungerer inde i hulen. Det er vigtigt at give pattegrisene et supplement til soen i form af væske/mælk. Men dette supplement skal serveres hvor pattegrisene opholder sig.
Pig-LET Starter
Pig-LET Starter er en flaske med en lille krybbe, som installeres inde i hulen. Flasken er vendt på hovedet, så kun en lille del af mælken doseres ad gangen. Selve krybben er designet, så pattegrisene nemt kan spise af den, men uden at svine.
Pig-LET Starter giver et væske- og næringssupplement. Mælken fra Pig-LET Starter giver pattegrisene flere kræfter og energi, og øger dermed chancen for overlevelse.
– Flere landmænd har testet vores nye produkt, og alle er positive. Vores tests viser, at et hold pattegrise sagtens kunne spise en hel liter mælk på dag 0. Det viser tydeligt, at pattegrisene er sultne, siger Lars Brunse.
Pig-LET Starter fås i flere modeller, som Pig-LET 2-in-1 som er med både flaske og drikkekop, samt ALL-in-1 med både flaske, drikkekop og tørfoder. Dermed er restauranten åben fra dag 0 og frem til pattegrisen forlader hulen.
Pig-LET er navnet på serien, fordi den er nem at rengøre, tilpasset det daglige arbejde og kan mindske arbejdsbyrden. Produktet er patenteret.
Pig-LET MultiCup
Pig-LET MultiCup er en ny og ligeledes patenteret drikkekop til både farestien og smågrisestalden. Den er udstyret med flere ventiler, som gør det muligt at tilbyde grisene flere løsninger fra samme kop. Koppen kan køre med cirkulerende mælk og ligeledes med cirkulerende vand.
Som noget nyt er koppen også udstyret med mulighed for vanddryp i modsætning til de fleste andre drikkekopper. Dermed sørger den indbyggede løsning for, at der vand til pattegrisene fra første dag. Med drypsystemet er der altid vand i koppen, og efter få dage vil pattegrisene selv have lært at bruge koppen, hvorefter der kan slukkes for drypsystemet. Pig-LET MultiCup kan tænde/slukkes på tid eller manuelt.
Som en sidste og væsentlig nyhed, så kan Pig-LET MultiCup tilkobles en droppose, så pattegrisen f.eks. kan optage jern, salt eller sukker sammen med vandet. Alternativt kan landmanden vælge kun at bruge indholdet fra dropposen.
– Denne her løsning med dropmixpose er 100% hygiejnisk, og giver det ønskede mix på stiniveau sammen med vandet, når de drikker, siger Lars Brunse og fortsætter:
– Løsningen letter rengøringen, det er nemt at komme i gang i alle stier, og grisene har kun en restaurant – ét spisested forholde sig til.
Pig-LET MultiCup løser udfordringerne med korrekt dosering og hygiejne i forbindelse med traditionelle rundskåle.
– Jeg mener, vi er kommet med nogle nye innovative løsninger som i høj grad øger pattegrisenes chancer for at overleve, og som løser meget af dagligdagens bøvl og fjerner arbejdsbyrder. Og sidst, men ikke mindst: vi skaber bedre produktivitet, opsummerer Lars Brunse og slutter:
– Vores mantra er, hvis en nyfødt pattegris trækker vejret, så kan den overleve.
Om Best Farm
Best Farm A/S har som mission at nedbringe dødeligheden blandt pattegrise. Det skal ske med innovative løsninger til farestien, der er designet til at give pattegrisen næring og varme fra dag 0.
Best Farm ejes af grundlægger og direktør Lars Brunse, samt IBF-koncernen.
Kontakt
Lars Brunse, partner og adm. direktør i Best Farm A/S
Telefon: 44 18 22 44
Email: lbr@bestfarm.dk
www.bestfarm.dk